Den såkaldte radiodoktor

Jeg har været oppe og få herceptin i dag. Og imens jeg sad med sprøjten i låret, spurgte sygeplejesken om jeg ikke havde lyst til at kigge ind til et møde omkring onkologisk afd. hjemmeside. Altså nu her, når jeg var færdig med sprøjten :-)

 Det ville jeg da gerne. Så jeg røg ind i et mødelokale med fem søde mennesker, der skal stå for Århus Universitetshospital nye hjemmeside for onkologisk afd. 

Vi snakkede frem og tilbage omkring hvad man som patient har brug for (og ikke brug for) af informationer, i de forskellige faser af ens behandlingsforløb. Om hvad jeg havde savnet i mit behandlingsforløb, hvor jeg havde søgt informationer osv.

På et tidspunkt bryder afdelingssygeplersken ind, med et spørgsmål, der ligger hende meget på sinde, kan jeg mærke. 

Og det er, om der florerer en eller anden form for skræmmekampagne på nettet, i forhold til kemo terapi? hun oplever at flere og flere patienter er deciderede skrækslagne for at få kemo. Hun prøver at finde årsagen.

Lige på stående fod, kunne jeg ikke komme på noget. Men da jeg cyklede hjem, kom jeg i tanke om det. Kom i tanke om hvad der havde gjort mig bange og usikker, da jeg for snart 1,5 år siden fik konstateret brystkræft, og i den forbindelse støvsugede nettet for informationer. Det var da jeg søgte på "kemobehandling" og top artiklerne var disse:

Jeg klikkede dengang hurtigt ind på den tredje, for den har jo en noget catchy overskrift, og jeg fik da også noget for pengene;-) ...på den dårlige måde! 

Prøv at forstille dig at du lige er gået i gang med kemoterapi, eller skal til det, som en del af din efterbehandling af en kræftform og du så læser dette:

http://udfordringen.dk/2012/07/radiodoktoren-carsten-vagn-hansenadvarer-imod-kemo-behandling/

Jeg har det næsten dårlig med at dele linket på min blog, fordi det er så himmelråbende imod MINE ideer om hvordan vi skal forholde os til eksisterende behandling og ny behandling af kræft. 

Det er ikke fordi jeg ikke tror på sund kost, motion og til dels naturmedicin og kosttilskud. Tro mig jeg har brugt, og bruger stadig alle fire ting dagligt.

Det er mere det der med at svine det danske sundhedssystem til. Med en masse faktuelle udsagn, uden kildehenvisninger... Jeg synes det er forkasteligt at den artikel ikke bliver slettet fra nettet, at der ikke bliver gjort opmærksomt på, hvad den såkaldte radiolæge, sætter igang af frygt, og mistillid til egen behandling/sygehusvæsen. 

Imens jeg var mest syg af kemo, delte venner og bekendte igen og igen denne artikel på facebook, nogen sendte den sågar direkte til mig i min indbakke. 

Og jeg blev rasende hver gang. Rasende over denne ellers velmenende gestus, over at de troede de hjalp mig, men istedet satte mig (i starten) en skræk i livet, en tvivlen på om jeg nu også levede som jeg skulle, for ikke at få mere kræft, eller få det igen. Og lidt irriteret over at de ikke lige lagde mærke til at artiklen var fuld af fejl, fra en religiøs net-avis, ved navn "Udfordringen", og iøvrigt fra 2012..

Jeg er stor tilhænger af alternativ behandling, som nogen af jer ved, gjorde/gør jeg mit, for at spise mig sund i gurkemeje, ingefær og hørfrø. Jeg fik akupunktur, dyrkede/dyrker daglig motion og spiste på et tidspunkt de første 10 kosttilskud om dagen. Jeg tror på vi som kræftpatienter kan gøre meget selv, fysisk, som psykisk, for at holde sygdommen og frygten for den, fra døren.

Men jeg tror også på det danske sygehusvæsen, gør hvad de kan for deres kræftpatienter, i forhold til behandling og forskning deri. Jeg er glad for jeg bor i Danmark, hvor der bliver smidt behandlinger til 10.000 kr efter mig, for at jeg ikke skal få kræft igen. Og så kan det godt ske det er at skyde gråspurve med kanoner, når nu jeg egentlig er erklæret rask, men alligevel...

Knus K

Fighter-talen, stafet for livet, Århus 21/6 2014

    Foto: Al Brian

Hej, mit navn er Katrine, og jeg vil gerne starte med at sige at jeg er ret nervøs, så ved I det, hvis I undrer jer over mine ben ryster, eller min stemme skælver.

Grunden til jeg står her i dag, er at jeg i maj måned sidste år fik konstateret brystkræft, og desværre mistede min mor dagen efter..

Jeg var også næsten selv lige blevet mor, og skulle til at vende tilbage på arbejde efter et års barsel. Men sådan skulle det jo så ikke gå..

Jeg havde aldrig troet at jeg ville komme til at stå på en scene og tale om kræft. Det ville jeg simpelthen ikke havde turdet for et par år siden. Men det er jo det med kræft, at når man har hørt ordene :”Du har kræft!” ændre det livets spilleregler en del. Det gjorde det i hvert fald for mig, og det vil jeg gerne dele med jer.

Jeg har altid vidst at jeg var meget disponibel for kræft. Kræft har alle dage løbet som en ond slange igennem min familiehistorie.

Mine oldeforældre døde af kræft,

eller som man kaldte det dengang, tæring.

Min mormor døde af  kræft i underlivet.

Min far af leukæmi, da jeg var 24 år gammel.

Og min mor af en stor tumor i maven, dagen efter jeg selv havde fået konstateret brystkræft som 35 årig.

 Det var den 22. Maj sidste år.

Så jeg har altid vist det. Som teenager brugte jeg det sågar som en tragi-komisk joke til fester, at det kun handlede om tid, før jeg døde af kræft. Det plejede at give en masse opmærksom. Og det var jo det, det handlede om dengang.

 Det var dengang jeg stadig troede jeg var udødelig, selvom jeg sagde det modsatte.

Og dengang jeg ikke konstant skulle koncentrerer mig om IKKE at bekymrer mig hele tiden. For det har kræften gjort, den har gjort at der altid er en lille del af mig, der er bekymret.

Så da jeg stod der i badet, for lidt over et år siden, sæbede mig ind og mine fingre lige pludselig mærkede en knude på størrelse med en pinocchio-kugle i mit højre bryst, var det lidt en følelse, jeg havde ventet på. Lidt sådan, nu sker det, nu har jeg fået kræft.

Men samtidig blandede min følelse af udødelighed sig. Ej, det kan da ikke passe, det må være en mælkekirtel, der er hævet, efter jeg har ammet, eller fordi jeg har trænet lidt mere på sidste. Det må være det.

Så der gik 14 dage før jeg gik til lægen. 14 dage hvor jeg mærkede på knuden hver dag, og håbede på den var forsvundet. Men det gjorde den ikke.

 Så jeg gik til lægen, og hun satte den store kræft-pakke i gang, som den jo så betryggende hedder…

I mellemtiden lå min mor for døden, på onkologisk afdeling, her i Århus. Jeg sad ved hendes side og så tumoren i hendes mave, suge resten af hendes livsgnist til sig. Hun døde i en morfinstorm, heldigvis uden at vide jeg havde fået konstateret brystkræft. Og jeg blev så opereret fem dage efter..

samtidig fik jeg pludseligt travlt, med begravelse, rydning af min mors lejlighed. Vi skulle selv flytte og min søn skulle starte i vuggestue. Jeg koncentrerede mig om alt det, og glemte næsten at jeg kun lige var begyndt på mit behandlingsforløb.

Men frygten for især, kemoen, lå og lurede lige under overfladen. Selvom jeg havde set både min mor og far har få kemo behandlinger, var det kun i pilleform, og de tabte aldrig håret eller blev, hvad jeg vil betegne som meget kemosyge.

Så jeg var bange, rigtig bange. Og jeg var også sur. Sur over at det skulle ske for mig. Sur på min mor og far, for deres gener og fordi de ikke var her mere til at hjælpe mig igennem det.  Jeg savnede dem og forbandende at det skulle ramme mig…

Jeg havde et meget filmisk billede af at få kemobehandling, det var sådan noget med at brække sig i en spand og tabe sig..

og gå med tørklæde og spise naturmedicin.

Men sådan var det jo slet ikke i virkeligheden, i hvert fald ikke for mig, jeg tog på, spiste som hest, og følte mig  faktisk sulten hele tiden. Og så følte jeg mig gammel, og træt og slidt. Og tissede rødt. I hvert fald de første par gange.

 Jeg magtede ikke særligt meget og skulle hele tiden holde pause. Jeg kunne ikke bære to indkøbsposer hjem fra fakta. Kunne ikke løfte min søn, svend, og give ham en ordentlig svingtur. Kunne ikke gå i mere end 10 min af gangen, uden at blive forpustet. Jeg hostede, snottede og fik eksem, sår i munden og irretererde slimhinder. Og jeg fandt ud af hvorfor det er godt at have øjenbryn og vipper.

Min krop forrådede mig, samtidig med at mit sind ville mere, end nogensinde før.

For jo mere jeg ikke kunne, jo mere ville jeg. Jeg ville løbe, hoppe og danse. jeg ville skrive, male, tegne og sy. Og det vil jeg stadig, så lidt positivt, er der også kommet ud af forløbet.

Men dengang lige før jeg gik i gang med kemo behandlingerne, var alt kaos og forvirring. Så min mand og jeg blev nødt til at holde et krisemøde, hvor  der blev kun aftalt en ting.

 Og det var at tage en dag af gangen.  Det slogan kom til at hjælpe mig igennem hele mit sygdomsforløb.

At tage en dag af gangen. Nogle gange kun en time.

 Til tider kun et minut, som da jeg fik neulasta, og det gjorde så ondt i knoglerne, at jeg blev nødt til at bevæge mig hele tiden, for at fjerne fokus fra smerten.

Eller da jeg sad til min mands bedstemors 80 år fødselsdag med tre retter mad, og det eneste jeg kunne smage i min mund, var jern.

Eller da jeg vågnede om morgen, og jeg manglede mit ene øjenbryn, og det lå så fint der på puden og kiggede på mig..

Eller når jeg skulle stikkes for tredje gang, fordi jeg åbenbart har rulle-vener, og venerne valgte at blive hårde og lege gemmeleg.

Eller da jeg var kommet alene afsted til behandling, og havde sovet dårligt om natten, og verden brød sammen for mig, og jeg bare græd og græd, til de gav mig noget beroligende.. Eller da jeg blev indlagt med feber og dirre, og der kun var plads på den stue, hvor min mor var død, et halvt år tidligere..

Ja, der var mange hårde dage, under kemoforløbet. Mange frygtsomme tanker og mange angste følelser, der skulle holdes for døren.

Men der var også gode dage, endda nogle gange med små mirakler. Som da jeg fik at vide at jeg ikke var bærer af braca genet. Hvilket jeg med min familiehistorie, troede jeg var selvskrevet til.

Eller da det gik op for mig at min søn ikke kommer til at kunne huske mig som syg, fordi han simpelthen er for lille..

Eller da jeg tog mine veninder med i tivoli, for nogle af forsikringspengene, og jeg for engang skyld turde at prøve noget. Fordi det var lige pludselig ikke så skræmmende at sætte sig op i en rutsjebane, når man har havde hørt ordene: du har kræft..

Ja, så jeg synes selv jeg er kommet nogenlunde igennem. Dermed ikke ment at jeg er klar på at tage turen igen. Men den risiko ligger der jo desværre altid. Så jeg arbejder meget med min frygt for at få kræft igen, og med at ignorerer den, så jeg kan nyde livet..

Så ja, det er skræmmende og være færdigbehandlet.

At være rask.

 Når jeg nu har været vant til at blive spurgt næsten dagligt af en sygeplejerske, hvordan jeg havde det. Det føles lidt som om sikkerhedsnettet er forsvundet, nu hvor mit fuldtidsjob som patient er overstået.

Jeg er så taknemmelig for at min mand, og vores børn,  kunne holde mig og hele sygdomssenariet ud, især igennem kemo perioden. Glad for, ikke alle, mine veninder blev skræmt væk. Og glad for fremmede kemo søstre og brødres hjælp, snakke og forståelse.  Glad for jeg lærte og trække kræftkortet, når jeg ikke magtede mere. Og for at jeg fik hjælp, selv når jeg ikke turde at spørge om det.

Kræft har lært mig mange ting, den har lært mig at jeg skal passe på min krop, og at jeg selv kan gøre meget for at holde den fra døren.

Men også at jeg skal nyde livet, og aldrig lade en chance gå forbi min næse.

Det er aldrig for sent at prøve noget nyt.

Og jeg kommer længst med et positivt og åbent sind.

Jeg tror noget af det der overraskede mig allermest i mit kræft og behandlingsforløb, er hvor mange det rammer. Brystkræft rammer en ud af ni kvinder. Det var for mig ret konfust, indtil det ramte mig selv og jeg så det med mine egne øjne.

Så kvinder sidde i kø i store blå operations-stole og vente på at få afmonteret halve eller hele bryster.

Mærkede hvor meget stress der på onkologisk afdeling på en ganske almindelig tirsdag.

Og hørte den manglende empati i kirurgens stemme, da hun fortalte mig, som nummer fem den dag, jeg havde kræft.

Så ja, Kræft er en led satan, og den fortjener kamp til stregen. Det er der vi kommer ind i billedet. Lad os alle gå og løbe ud og vise kræften, at vi ikke har tænkt os at give op!

Tak fordi I lyttede. Hvis I vil læse mere om mit forløb,  er I velkomne til at gå på nettet og læse min blog: kræft, trit og retning.

Tak

Stafet for livet

X

Lørdag den 21. og 22. Juni afholder kræftens bekæmpelse "stafet for livet" i Århus. Som der står på KB's hjemmeside, er det et døgn, der står i kræftens tegn:

"Stafet For Livet er et døgn, hvor vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, der tabte kampen mod kræft, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling i kampen mod kræft."

Grunden til stafet for livet, for mig personligt, betyder noget ekstra i år, er at jeg er blevet bedt om at holde årets fighter-tale til stafetten. Det er så stort! Jeg er så beæret, stolt og rørt over det. Nå ja, og skræmt;-) det er ikke ligefrem min største styrke at skulle stille mig op foran så mange mennesker, og jeg kan ikke udelukke, det ikke bliver med rystende hænder og bæverne stemme. Men det er det værd. Og jeg har tænkt mig at gøre mit bedste;-)

Så det her er en opfordring til jer alle, til at joine den gode sag. Kom ud og løb med, hep, eller tænd et lys for en du savner...

Stafet for livet afholdes over hele landet, men det er altså kun i Århus jeg skal holde tale:-) du kan læse meget mere og se programmet her:

http://www.stafetforlivet.dk/

Jeg håber vi ses derude!!

Kram K

Mammografi

I sidste uge var jeg til min første mammografi. Altså af dem der skal foregå hvert år resten af mit liv, og som gerne skulle kunne afsløre om kræften er kommet tilbage.

Op til selve dagen havde jeg faktisk ikke tænkt så meget over det. Der er jo ikke noget at være bange for, jeg er jo stadig i behandling, og det ville være meget mærkeligt hvis jeg fik et tilbagefald imens jeg får forebyggende medicin. Så skulle det godt nok være en mean motherf..... af en kræftform. Det sagde min fornuft mig ihvertfald.

Mine følelser sagde noget helt andet, især aftenen før. Og jeg tog hurtig en beslutning om det nok ikke var så smart at skulle gøre det alene. Heldigvis har jeg en sød tante, som er hjemmevant i hospitalsmiljøet, og som er rolig og lyttende, og det er vigtig. Det er vigtigt at have eń med, eń at vende det med bagefter, eń der var der. Og eń der rent faktisk lyttede til hvad der blev sagt. Istedet for mig, der var ude i en indre slåskamp imellem fornuft og følelse. Frygt, angst og bekymringer røg lige pludselig op til overfladen. Igen.

Jeg havde også lidt glemt hvordan en mammografi foregår, og at der altså er en pinefuld ventetid, hvor man sidder i hospitalsskjorte, imens de tjekkede billederne. Det er der, det er godt at have en med, en der kan snakke om noget andet, når blikket flakker og kroppen bliver rastløs.

Og så gør det altså også lidt ondt og få klemt brystet (og brystmusklen) flad i sådan en maskine. Man står i en rimelig akavaet stilling, imens det står på. Og bider smerten i sig. Eller det vil sige jeg har da prøvet at både næse og øjne løb i vand pga. af smerte..brystet er faktisk et ret følsomt sted.

Når så det er overstået, kommer der en læge ind med svaret/lægens vurdering af billederne. Han/hun laver en klinisk undersøgelse af brysterne (altså mærker på dem) og til sidst bliver man så scannet med en ultralydsscanner, dem man også bruger ved graviditet. Så der bliver virkelig tjekket godt, hvilket er rigtig rigtig godt!!

I mit tilfælde så det heldigvis rigtig fint ud, kræften er IKKE kommet tilbage!! Jubii!!

Så jeg skulle have lyttet til min fornuft. Det gjorde jeg sådan set også, men følelserne, de voldsomme, lå bare hele tiden og ulmede lige under...

Hejmdal, kræftpatienternes hus, Århus:

Jeg mødes engang imellem med to grupper mennesker. Den ene er en gruppe har jeg gået til motion med under mit kemoforløb, og den anden er en samtalegruppe for kvinder med brystkræft.

 Det med at mødes, er både godt og skidt. Godt fordi disse mennesker forstår mine tanker om kræft bedre end nogen andre. Vi har en fortroelighed, et bånd og en loyalitet overfor hinanden, fordi vi tog kampen sammen, og stadig kæmper sammen. Og ja, vi kan bruge timer på at snakke bivirkninger :-)

Det hårde ved det, er så når der er nogen, der får et tilbagefald, en spredning, en ny kræftform. En ny tidsfrist. DET er hårdt!! Hårdt fordi vi spejler os i hinanden, og sammenligner. Hårdt fordi vi bliver mindet om det kan ske for os selv. 

For mig har det så betydet en ekstra tur på hospitalet, for lige at få slået fast med syvtommer søm at kræften ikke har spredt sig.

 Det er heldigvis meget normalt. Fik jeg at vide;-) Hellere komme og blive tjekke en gang for meget, end for lidt. 

Men de historier, om de folk jeg kender, blev meget livagtige, da jeg sad og ventede på mit mammografi svar. Jeg sagde mentalt farvel til min nyvundne titel som rask. Og begyndte at planlægge hvordan mit næste sygdomsforløb skulle være, hvad jeg selv kunne gøre, når jeg nu forståeligt nok blev fyret pga. endnu et kræftforløb, og hvordan jeg skulle forklare Troels og drengene at det desværre var vendt tilbage..Røv-ubehagelig følelse! 

For jeg synes egentlig jeg (med stor stor hjælp fra min mand) har klaret dette forløb godt. Men at skulle gøre det hele igen, skræmmer mig ærligt talt. Vil jeg kunne holde modet oppe og bevare det positive sind? En gang til? Vil jeg kunne klare en til gang igennem kemo-møllen? Hvad med Svend, vil han forstå mere,og blive mærket på sjælen, når han nu er dét større? Kan Troels holde til en omgang mere?

Ja, der er mange tanker. Mange mennesker involveret. I mine bekymringer. Og skræksenarier.

Så jeg håber virkelig ikke det skal være sådan hver år. Til hver mammografi resten af mit liv. Jeg håber på, det går over, at det på en eller anden måde, bliver mere naturligt, men jeg tvivler desværre..

Så det leder os tilbage til de der bekymringer.. Dem kan jeg ikke bruge til noget. Slet ikke nu. Nu er det overstået for dette år, og der er lang tid til den 4. Maj 2015 kl.11.45.(Jep, har fået den næste indkaldelse) Så nu prøver jeg (igen) at pakke bekymringerne ned i kufferten og leve videre, helst som om intet var hændt;-) For de hjælper ikke en skid, seriøst...

Kys K

Arbejd arbejd...

Jeg har nu været tilbage på arbejde i 14 dage. Altså det vil sige jeg har været ugens gæst, men en arbejdsuge på 12 timer fordelt over tre dage...

Jeg er flov, skammer mig over at indrømme, at det bare er så hårdt! At jeg er smadret psykisk og fysisk, når jeg har været der 4 timer. Mit hoved snurrer og jeg har brug for en lur. Det at skulle hente Svend bagefter, er nærmest uoverskueligt. Det er så hårdt at skulle erkende at jeg stadig ikke er helt rask. At jeg stadig er sindssygt træt. 

Jeg går i seng kl.20.00 senest, ligeså snart Svend sover, med en bukkende, skrabede, undskyldende mine over for resten af familien. Det er jo helt skidt..både for parforholdet og for voksenlivet. Ingen kreative projekter, ingen tv-serier og ingen børnefri-hed.. Ingen voksensnak og holden i hånd. 

Det er også svært at skulle accepterer min nye rolle på jobbet. 2 år væk, grundet barsel og mit brystkræftforløb, selvfølgelig er der sket noget. Der er sket meget! Kommet mange nye mennesker til. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med. Selv den måde vi smider skrald ud på, har ændret sig.Så nu skal jeg accepterer at jeg er på niveau med en skolepraktikant, at jeg skal lære alt fra bunden igen. 

Det gør ondt i hjertet, når sidemanden bliver spurgt om hun vil udfører, en af mine gamle arbejdsopgaver. Jeg bliver jaloux og ked af det. 

Jeg savner mit ansvar, min lederrolle, min tryghed i at mine viden var stor nok. 

For jeg vil jo bare SÅ gerne!! Men min krop og mit hoved forråder mig.. 

Det kommer til at tage tid og bygge op igen. Eller...Måske jeg aldrig får min gamle rolle igen? Måske jeg skal finde en ny?

Jeg kan jo desværre ikke gøre andet, end at lade tiden gå. Dette her kan jeg ikke forcere. Jeg bliver ikke hurtigere klar, af at stresse. Af at skrue forventningerne op. For det er MINE forventninger, der er problemet, ikke min chefs, mine kollegaer, eller det firma, jeg arbejder for. Tror egentlig ikke der er andre end mig selv der har forventninger. Måske kun til at jeg er rask og glad:-)

Jeg må simpelthen have tillid til at jeg bliver helt klar på et tidspunkt, at jeg vil kunne klare 37 timer igen. Lige nu føles det som en uoverkommelig opgave. 

Det føles også som en uoverkommelig opgave og klare mig igennem dagen, uden 12 timers søvn...

Zzzzz Zzzz

 

Kys K 

 

Formiddags-sensationen

Jeg har lige været i avisen. Altså i en af dem i sjovt format, en af dem, der godt kan lide historier er knivskarpe. Ingen gråzoner. Mere sådan sort/hvid journalisme. 

Jeg er glad, tager imod alt opmærksomhed med kyshånd. Det er jo en god sag, og jeg synes faktisk jeg har noget vigtigt at sige. Troede egentlig det var om kost og kræft. Men må erkende det vist handler lidt mere om følelser..åhhh, de feelings! De har styret mig hele mit liv og gør det stadig max. Og det kan jeg jo så forbande, eller omfavne...

Men vinklen på avisartiklen om mig, er egentlig det der undrer, forundrer og overrasker mig. For jeg er sikker på jeg feks sagde at jeg IKKE på noget tidspunkt i mit kræftforløb, har været bange for at dø. At jeg har FULD tillid til det danske sygehusvæsen, og at jeg synes, at jeg via positiv tankegang, har gjort forløbet så behageligt, som man nu kan gøre et kræftforløb ;-)

Men det er jo ikke det der står.. Der står lige netop at jeg har ligget i fosterstilling og været bange for at dø. At jeg først begyndte at spekulerer på at vende mit liv, da jeg fik konstateret brystkræft. Altså der vil jeg mene, det er en lidt mere on-going proces..At jeg feks sendte min mand i alkoholafvæning for tre år siden har betydet mindst lige så meget i mit liv, og virkelig rykket mig, min holdninger og min livsindstilling. Og hvis vi går længere tilbage, vil jeg sige, at det at jeg mistede min far som 24-årig, har givet mig mere sorg, end nogen type kræft vil kunne gøre. Men det er der selvfølgelig ikke plads til, i en artikel i BT. Der er heller ikke plads til at sige, at det der kræft, faktisk ikke var så slemt. At hvis man prøver at bevare humøret, hjælper det. Også på ens behandling. Det gjorde det ihvertfald på min.

Frygt sælger åbenbart aviser. Ikke positive tanker.

Kys K

Og vi siger tak og farvel til teenageren..

Jeg har tre personligheder. Lad os kalde den første, barnet for Trinemus. Nummer to, teenageren, for Kasse. Og nummer tre, den voksne/ansvarlige for Katrine. Jeg har brug for alle tre, for at kunne leve. Tit tider, kunne jeg dog fristes til at sige desværre... For de er nogle krævende damer, de mundhugges og diskuterer alt. Og det er ikke altid den mest fornuftige, der får ret.

Trinemus: den skrøbelige, indadvendte og indad-reagerende. Hun bliver nemt såret og hun vil bare gerne være ligesom de andre børn. Hun kan virkelig godt lide at sorterer perler.

Kasse: den fandenivoldske, provokerende, kæphøje, hævngerrige, bund-eller-resten-i-håret-type. En anelse selvdestruktiv også. Kan virkelig godt lide at sprætte cykelsæder op.

Katrine: den rolige og ansvarlige, elsker konstruktive løsninger. Ro, renlighed og regelmæssighed. At sætte flueben. Kan virkelig godt lide at tænde stearinlys og drikke te, når Svend sover.

Hmm, total cyklus... Hvis bare jeg kunne være Katrine hele tiden :-)

 

Men nej, et eksempel på de tre damers kamp, kunne være på vej hjem på cykelstien. Kæmper bravt i modvind, Svend sidder i barnesædet bagpå. Da jeg bliver overhalet, af ikke kun en, men to. De "dinger" på cykelklokken, for ligesom at sige, her kommer vi, vi overhaler altså nu..

Så starter kampen, Kasse sætter hårdt ind, med et:"det er også fordi, du er blevet så fed, Katrine! Nu tager du dig satme sammen, og overhaler, tager din plads tilbage!" Lille Trinemus bliver slemt såret over den bemærkning, krymper sig og går ind i sig selv. Imens prøver ansvarlige Katrine, at mane til ro, og sige at vi ikke skal sammenligne os med de andre cykellister. Vi skal koncentrerer os om vores egen kamp. Det er sgu ikke nemt ;-) 

Teenage-Kasse var også hende der i gamle dage altid drak en hel røvfuld bejere, hun var altid fuld lidt før alle de andre. Det var ligesom en del af jobbet.  Hun var også altid lidt mere pinlig. Troede hun sagde dybe og direkte sandheder, men var i virkeligheden bare dum og sårene at høre på. Derfor har voksen-Katrine også taget den beslutning ikke at drikke alkohol mere. Simpelthen for at lukke ned for Kasse. Kasse forstod heller ikke hvornår festen var slut, heller ikke dahun blev 33. Patetisk, hvis du spørger Katrine. Trinemus, vil bare gerne have alle skal være venner...suk!

Så pt. prøver jeg at sætte teenage-Kasse lidt på standby. Altså hun skal have lov og være der, hun skal bare holde sin mund. Hun er simpelthen for hård, og det har jeg ikke brug for lige pt. 

Istedet vil jeg prøve om jeg kan give Trinemus nogle flere krammere. Det har hun brug for. Og give hende lov til at klippe-klistre og lakerer neglene lyserøde. 

Den gode gamle badevægt:

Hov, TAAA-DAAAAAA....har nået mit gamle delmål: 65 kg. Nu går jeg efter 62 :-) baby steps, baby steps...

God weekend

Kys K